Anden verdenskrig i Fanø perspektiv, kort fortalt.

Krigen startede tidligt

Faktisk kom krigen til Fanø allerede den 9. oktober 1939. Da nødlandede nemlig et tysk Heinkel 111 bombefly på øen. Flyet havde med flere andre været på en mission over Nordsøen og var på vej hjem mod syd, langs Jyllands vestkyst. På vej langs Fanø blev brændstofsituationen åbenbart kritisk, for udfor Sønderho svingede flyet ind over land og fløj mod nord for at finde et sted at lande. I stedet endte det med at gå ned i plantagen, hvor det pløjede sig vej gennem trætoppene. Hvis piloten havde været stedkendt, havde han nok valgt Fanøs brede flade strand. Imidlertid kom ingen af de fire besætningsmedlemmer alvorligt til skade. De blev interneret i Danmark, og kom så tilbage til Tyskland og i krig igen, da Danmark blev besat.

Besættelse

I flere af Danmarks små samfund ude på landet og på mange af småøerne så man ikke noget til tyske soldater de første dage/uger efter 9. april 1940, og heller ikke meget under resten af krigen. Sådan var det ikke på Fanø! Allerede om formiddagen den 9. april lagde tyske patruljebåde ind ved havnen i Nordby, og tyske soldater gik i land. I første omgang var deres opgave at afbryde telefon og telegraf forbindelser vestpå, men i løbet af de følgende uger startede en armering af øen, med opstilling af diverse kanonbatterier.

I løbet af de første to år af besættelsen var Værnemagtens bekymring hovedsageligt risikoen for luftangreb på Esbjerg Havn samt på flyvepladsen ved Esbjerg, der begge var vigtige for Nazitysklands operationer i Norge. Derfor opstilledes hovedsageligt antiluftskyts på Fanø, og dette i såkaldt feltmæssige opstillinger, med jordvolde og lette betonfundamenter. Mandskabsmængden var også begrænset, og lokalbefolkningens dagligdag var relativt normal. Dog udeblev turisterne, som ellers siden slutningen af 1800 tallet havde været en stadig mere vigtig indtægtskilde for Fanø, ligesom man oplevede mangel på mange varer. Det skulle imidlertid snart blive meget værre.

Atlantvolden

I slutningen af 1941 bedømte den tyske overkommando, at risikoen for landsætninger af engelske tropper var stigende. Samtidigt var store tyske styrker bundet på østfronten, så den 14. december 1941 udstedte Hitler ordre om en begyndende befæstning af de vestvendte kyster i det besatte Europa. Det var starten på det, som de næste år skulle blive Atlantvolden.

Det drejede sig om en samlet kystlinje fra Pyrenæerne til Nordkap, mindst 2.500 kilometer! For at befæste denne, så den med nogen troværdighed skulle kunne forhindre en Allieret invasion, måtte man tænke nyt! – Eller rettere, gammelt: Alle de bedst bevæbnede og mest mobile tropper, som Nazityskland rådede over, var travlt beskæftiget med at kæmpe på østfronten. Derfor valgte man en god gammel strategi: Beton. En bunker-befæstning kan klare sig med et begrænset mandskab og stadig yde den første modstand, og når man så fik syn for, hvor på den lange front angrebet var sat ind, forestillede man sig, at man kunne trække tropper til og foretage modangreb.

I praksis kom det som bekendt ikke til at fungere helt som planlagt, men det er en anden historie.

Der kommer beton til Fanø

Den først bunker på Fanø blev færdigstøbt i oktober 1942. Herefter gik det hurtigt: I løbet af godt to år, frem til begyndelsen af 1945 byggedes ca. 314 egentlige bunkere på Fanø, med en samlet mængde beton på næsten 100.000 kubikmeter. Plus kilometervis af betonveje, forskellige lettere bygninger, mandskabs barakker, jordarbejder og smalspors baner til materiale transport.

At bygge så mange bunkere, og i hele Atlantvolden er der mange tusinde, var en fantastisk præstation, som krævede grundig organisering. For at forenkle det hele designede man ”Regelbau”, et standard-katalog af bunkere til forskellige formål, en slags typehussystem så entreprenørerne kunne trække komplette tegninger og materialelister, og gå direkte i byggefasen.

På Fanø blev alt dette bemandet med omkring 2.500 soldater (tallet svinger noget afhængigt af kilder og tidspunkter). Desuden kom omkring 1.200 danske arbejdere til øen for at bygge bunkere. Med andre ord var befolkningen på godt 3.000 fastboende i mindretal på deres egen ø.

Medens der havde været nogenlunde tålelige forhold for lokalbefolkningen i de første år af besættelsen, strammede det nu til: Flere og flere områder blev inddraget og afspærret. Kystområderne fyldtes med minefelter. I alt ca. 49.000 landminer blev der udlagt rundt på Fanø, og store felter af søminer fyldte havet mod vest. Strandene blev fyldt med kampvognsspærringer og pigtråd. Bygninger, private huse og sommerhuse blev inddraget og brugt til Værnemagtens formål. Tonen fra besættelsesmagten blev mere og mere skarp og uforsonlig.

Stadig slap danskerne dog, også på Fanø, nådigt igennem krigen i forhold til mange andre besatte lande, og egentlige kamphandlinger på landjorden slap vi også fri for.

Krigen tæt på

Der kom ingen invasion på Fanø, og heller ikke systematiske bombeangreb. Men luftkrigen var alligevel tæt på.

Søndag d. 27 august 1944 kendes af fanøboere som ”Sorte Søndag”. En formation amerikanske B17 bombemaskiner ”flyvende fæstninger” eskorteret af et antal P51 ”Mustang” jagere angreb ca. kl.15.00 flyvepladsen i Esbjerg, og da der ikke var tyske jagerfly i området, angreb Mustang jagerne i stedet såkaldte ”targets of opportunity”, hvilket vil sige stort set alt, hvad der rører sig på jorden.

Heller ikke her var dansk jord hovedmålet. Bomberformationen havde egentlig været på vej mod Berlin, men da vejret var for dårligt over dette primære mål blev de i stedet dirigeret imod deres sekundære mål, Esbjerg, som praktisk nok var på hjemvejen.

Ødelæggelserne var omfattende på jorden og flere fly blev skudt ned. Med tysk grundighed blev antallet af skud alene fra Fanø opgjort til 1.234 af forskellige kalibre fra 1,5 cm til 10,5 cm. Flyvepladsen blev så ødelagt, at den blev opgivet. Dette dog også fordi invasionsfronten nede i Europa var rykket så tæt på, at tyskerne frygtede at den kunne falde i hænderne på de allierede.

Ud over dette blev en del andre allierede fly skudt ned i området i løbet af krigen. Det var enten fly, der skulle lægge miner i de indre danske farvande eller nedkaste forsyninger til modstandsbevægelsen, eller det var fly fra bombeformationer på vej imod eller hjem fra mål i det østlige Tyskland. Så kanonild, nedstyrtede fly og dræbte og sårede flybesætninger var ikke fremmede for fanøboerne.

Efter 4. maj 1945

1. maj, og Danmark var befriet (undtagen Bornholm). I de følgende dage forlod de tyske soldater øen, men det hele var ikke overstået endnu. Allerede før fredsslutningen var en flygtningestrøm begyndt. De fleste var civile tyskere. De kom fra de østlige dele af Tyskland, efterhånden som deres hjemegne blev erobret af Sovjetiske tropper. Strømmen fortsatte efter krigen og på et tidspunkt var der mere end en kvart million flygtninge i Danmark. Også Fanø måtte tage en mindre del af disse, som blev fordelt i flere flygtningelejre på øen. Dette er en spændende historie for sig, som vi måske når til at berette om senere.

Derimod skal vi tale om nogle andre efterladenskaber på øen:

• Over 300 bunkere
• 49.000 landminer og nogle hundrede sø miner
• Store mængder våben og ammunition af mange kalibre og typer
• Kilometervis af pigtråd og hundredevis af kampvognsspærringer

For slet ikke at tale om ødelagte eller hærgede bygninger og masser af jordarbejder som volde, løbegange og skyttehuller. Det kom til at tage nogen tid inden ferieøen lignede sig selv igen.

Landminerne blev ryddet af tyske pioner-soldater i løbet af sommeren 1945. Det forgik under sikkerhedsforhold som vi i dag ville beskrive som skandaløse, og som kostede mange af dem livet.

Søminerne blev ryddet af minestrygere, eller drev rundt i farvandene til fare for skibsfarten i årevis efter krigen. Mange drev ind på strandene og måtte uskadeligøres af minører.

Våben, ammunition, og andet militærudstyr blev for det meste fjernet af militæret. Pigtråd og andre spærringer blev indsamlet og bortskaffet på forskellig vis.

Bunkerne? Ja, de fleste ligger her endnu. Inventaret i dem blev til dels indsamlet af myndighederne og solgt på auktion, andet blev ”indsamlet” af mere eller mindre lokale privatpersoner og skrothandlere, og gjort i penge på forskellig vis. Derefter blev døre og andre åbninger typisk muret til, med mindre bunkeren lå tilpas afsides, sand blev måske dynget op over, og så prøvede man at glemme dem.

Det sidste var nemmere på Fanø end mange andre steder på Vestkysten. Langs meget af Jyllands kyst bliver de efterhånden skyllet fri af havet og ligger nu i havstokken og ser fortabte ud, men på Fanø lægger havet til på kysten, så selv de yderste bunkere ligger i dag typisk bag indtil flere klitter. Enkelte bunkere er naturligvis fjernet, der hvor de lå alvorligt i vejen for byggeri eller vejanlæg, men det er dyrt og besværligt at fjerne en bunker, for den er jo netop bygget til at modstå ”angreb”.

Historiske minder

Sådan lå bunkerne i en årrække. De groede til, mange blev dækket af flyvesand og helt glemt. Nogle få kom til at fungere som fundament for huse, og enkelte nysgerrige mennesker, både lokale og turister, kiggede indenfor i andre af dem.

Efterhånden kom nye generationer til. For dem var de onde krigsminder mest historie, og bunkerne var en spændende del af denne historie. ”Bunkertosserne” var født.